UNIVERSITETETS HJEMMESIDE

Det Teologiske Fakultet

Tema 2: Bibel og litteratur - reception og transformation

DU ER HER: TEMA 2 » Deltagere » David Bugge » Igangværende forskningsprojekter

Igangværende forskningsprojekter

Digtning som teologisk vejviser. Litteratur og etik hos K. E. Løgstrup

Man finder herhjemme næppe nogen tænker, der har viet forholdet mellem litteratur og etik så store dele af sit forfatterskab som teologen og filosoffen K.E. Løgstrup. Ikke blot foregår hans etiske udredninger i en stadig dialog med ældre og samtidige digtere, men også det principielle spørgsmål om digtningens etiske implikationer underkastes originale analyser.

Skønt Løgstrups tænkning har affødt en lang række afhandlinger, savnes der endnu en samlet, tilbundsgående undersøgelse af dette centrale felt i forfatterskabet. Det så meget mere, som man internationalt kan iagttage en stigende interesse både for Løgstrup og for det frugtbare grænseland mellem litteratur og etik.

Det er målet med projektet at udfylde denne hvide plet på det Løgstrup’ske landkort gennem en større afhandling, der systematiserer, analyserer og vurderer forfatterskabets mange og forskelligartede bidrag til emnet litteratur og etik.

Afhandlingen vil falde i fem hoveddele: Løgstrups kunstfilosofiske baggrund; hans syn på litteraturens etiske erkendelsespotentiale; hans analyser af de enkelte litterære genrers forhold til etikken; hans etiske analyser af enkelte forfatterskaber; og endelig en sammenholdelse af Løgstrups indsigter med nyere forskning på området

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 04.03.2010