KRONIK: Forskerne er bemærkelsesværdigt uenige om Harry Potter-seriens religiøse indhold, men måske skal deres synspunkter kombineres. Så bliver konklusionen, at seriens referencer til religion er flertydige

Af Laura Feldt, ph.d.-studerende, Afdeling for Religionsvidenskab, Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet

Harry Potter-fænomenet er blevet mødt med enorm interesse over hele verden. Men for den religions-interesserede er seriens popularitet ikke det mest spændende ved den. Det er snarere de meget voldsomme religiøse reaktioner. De tager ikke alene form af en religiøs afvisning af Harry Potter som intet mindre end djævelens yngel og forkynder af sort magi, men også af positiv religiøs tilslutning til seriens budskab – Harry Potter som kristusfigur eller nyhedensk rollemodel. Ydermere strides også religionsforskerne indbyrdes om, hvorvidt der findes religion i Harry Potter, hvilken religion det så er, eller om bøgerne istedet er helt sekulære og affortryllede.

Forskerne er bemærkelsesværdigt uenige om seriens religiøse indhold: Een forsker ser serien som en del af den kristne fantasy-tradition fra Tolkien og C.S. Lewis og som formidlende et kristent budskab, en anden opfatter seriens brug af magi og religion som affortryllet og sekulær, for en tredje er brugen af magi tydeligt afhængig af førmoderne folkereligiøse praksiser, mens en sidste ser de religiøse reaktioner på Harry Potter som en fejl-læsningaf et a-religiøst og sekulært værk - omend dette værk måske nok flirter lidt med religion.

Men måske skal religionsforskernes synspunkter snarere kombineres. Så bliver konklusionen på uenigheden, at seriens referencer til religion simpelthen er flertydige. At der ikke i Harry Potter findes umisforståelige referencer til een bestemt religion. For det første er der jo noget rigtigt i, som en forsker hævder, at Harry Potter-serien anvender referencer til kristendommen – dette ses fx i den sidste bog, hvor Harry både dør og genopstår. For det andet er der nok også noget om, at brugen af magi i serien henviser til elementer af en folkereligiøsitet, der har levet side om side med kristendommen i Europa siden middelalderen. For det tredje er det heller ikke helt ved siden af, at elementer af magien i Harry Potter fungerer på en sekulær måde; den virker hver gang og for alle, og uden brug af mystiske ritualer. Man sætter sig på skolebænken, laver sine lektier, øver sig, - og vupti, så kan man flyve på en kost. Samtidigt kan man heller ikke nægte, at serien kan læses og bruges ganske som anden sekulær børnelitteratur. Guder glimrer ved deres fravær i serien, og ligeså gør religiøse bygninger, ritualer og autoriteter. Noget af grunden til at Harry Potter-serien er så religiøst omstridt kan således netop ligge i dens flertydighed i forhold til religion. Intet sted erklærer Harry Potter på en fuldstændig entydig måde sit ståsted, men fastholder flertydigheden. Netop flertydigheden åbner et rum for læserens søgen efter mening. At sagen ikke kan afgøres engang for alle gør det så meget mere appellerende at søge efter mening og skjulte betydninger i bøgerne. Men hverken dette eller seriens popularitet kan alene udgøre hele forklaringen på de religiøse reaktioner.

En yderligere grund til, at serien afføder så mange religiøse reaktioner og bliver religiøst kontroversiel kunne ligge i den måde, som det hverdagslige og det magiske interagerer i serien. I Harry Potter er hverdagslivet vævet sammen med den magiske verden på en sådan måde, at den magiske verdens – og i sidste ende også hverdagsverdenens - status bliver usikker. Harrys eventyr er i høj grad bundet til en hverdagsverden. Selvom det overordnede plot i bøgerne fokuserer på Harry som helt, så optages hovedparten af pladsen i bøgerne af små historier fra Harrys hverdagsliv – med Dursleyerne, med vennerne, i skolen, på sportspladsen. Ydermere er den fantastiske verden i serien er ikke en fjern verden for længe siden, men hele tiden til stede i vores hverdagsverden som et alternativ – lige mellem perron 9 og 10 på King's Cross station. Både i Muggler-verdenen og i den fantastiske, magiske verden vies hverdagen og normalitetens praksisser stor opmærksomhed. Det særlige ved Harry Potter er således ikke den basale forskel mellem Ligustervænget og Hogwarts, mellem hverdagsverden og magisk verden, for den ser vi i utallige fantasy-bøger. Det særlige er snarere, at denne forskel også bruges inde i den fantastiske verden. I den fantastiske verden finder vi nemlig også et skel mellem hverdagens verden, som består af skolelivet, og så de særligt fantastiske episoder med speciel magi, hvor Harry kæmper mod Voldemort, drager på udflugter med Dumbledore, eller taler med sine forældres spøgelser. Denne gen-indførelse af forskellen mellem hverdag og magi inde i den magiske verden gør hverdagens status usikker, for den antyder, at det vi opfatter som hverdag er lige så meget en konstruktion som den magiske verden.

De særligt magiske episoder i den fantastiske verden retter også vores opmærksomhed tilbage mod hverdagens verden og får os til at se, at ikke alt i hverdagens verden er hverdagsligt. Noget af det er magisk. I disse episoder fortælles vi nemlig at der findes to typer af magi. En almindelig slags magi og så en dybere slags magi. Men hvad består denne særlige magi af? Det er den magi, som beskytter Harry mod Voldemorts angreb, og som får fønixen Fawkes til at redde Harry i det rette øjeblik. Mærkeligt nok består denne dybe, fantastiske magi af hverdags-fænomener: Moder-kærlighed er det, der beskytter Harry mod Voldemort, venskab og loyalitet er oftest det, der redder ham i farlige situationer. På den måde bringes læseren til at se helt almindelige fænomener som fantastiske. Det almindelige ses gennem magiens prisme. Men netop disse interaktioner mellem fantastisk verden og hverdagsverden gør begges verdeners status usikker, i det de antyder, at både hverdagsverden og magisk verden er konstruerede størrelser. For hvad er egentlig det sandt magiske, hvis moderkærlighed er den dybeste magi? Hvad er egentlig det sandt hverdagslige, hvis hverdagen består af at træne magiske dyr? Således drages læseren ind i fortællingen og gøres til medskabere af dens verden, fordi den peger på det konstruerede i det, der normalt opfattes som magisk og det, der normalt opfattes som hverdagsligt.

Hverdagslivet forlades ofte i fantasy, hvis ikke allerede i begyndelsen, så i det mindste når kampen mod det onde tager fat. Men Harry Potter forlader aldrig hverdagens verden, ikke engang i kampens hede. Det er usædvanligt for en fantasy-roman. Måske ligger noget af Pottermagiens værdi for den almindelige fan i denne interesse for hverdagen? Hertil kan vi så lægge at adgangen til magi ikke er hierarkisk: Alle på Hogwarts lærer magi, ikke gennem ritualer eller karisma som kun er tilgængelige for de få udvalgte, men gennem arbejde og lektier. Ydermere er den særlige, dybe magi også noget, som alle har om ikke adgang til så mulighed for at opnå: moderkærlighed, loyalitet, venskab. I Harry Potters univers får alle adgang til det magiske; det magiske populariseres. Måske netop derfor er serien så populær og har den på trods af sin status som massefænomen præget af kommercielle interesser alligevel noget at sige sine mange, mange fans. De flertydige religiøse referencer, det magiskes popularisering og usikkerheden omkring de to verdeners status involverer læseren som med-skaber af fortællingens verden. Uden at nedgøre eller formindske hverdagens erfaringer fortæller Harry Potter, at hverdagens trivielle orden i forstæderne ikke er uforanderlig. Den giver mulighed for at færdes i et andet landskab, midt i hverdagen. Måske også derfor bliver Harry religiøst kontroversiel. For er det ikke også et mål for religiøse fortællinger at forankre fortælleverdenen i folks hverdag og få dem til at se den gennem fortællingens prisme?