Weekendavisen 13.  oktober  2006, 4 sektion, ideer, side 3

"Milesten"

Sayyid Qutb. For de fleste er det nok gået ret upåagtet hen, at det den 9. oktober i år var 100 år siden, at en af de vigtigste skikkelser i den moderne islamisme blev født. Egypteren Sayyid Qutb var forfatteren til det manifest, der har inspireret utallige mere eller mindre voldelige grupper og bevægelser.

Af John Møller Larsen, Afd. for Religionsvidenskab, Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet

Nassers Egypten, den 29. august 1966. I et fængsel i Cairo bliver Qutb og to andre medlemmer af Det muslimske Broderskab hængt. Hvordan var det kommet så vidt for den lille, intense mand med den sirlige moustache, der var uddannet som lærer og havde arbejdet som sådan, indtil han blev ansat på forskellige poster i undervisningsministeriet? Selvom undervisningsspørgsmål var betydningsfulde for Qutb, var der andet, der trak i ham. I 1930rne og -40rne skrev han digte, romaner og litteraturteoretiske værker - og han var en flittig deltager i tidens kulturelle debatter i Egypten. Efterhånden bevægede Qutb sig længere ind på det politiske felt. Der var udbredt utilfredshed med kong Faruk, med landets ofte kaotiske politiske liv og med den fortsatte britiske tilstedeværelse. Da Qutb havde sine meningers mod, kom han på kant med autoriteterne, og i 1948 blev han sendt på en studierejse til USA.

Allerede før sin rejse var Qutb begyndt at se islam som løsningsmodel for det egyptiske samfund, og efter udgivelsen af bogen Social retfærdighed i islam (1949) havde alle hans bøger en religiøst-politisk tematik. Mødet med det USA, han oplevede i New York, Washington D.C., San Francisco og det betydelig mere landlige Greeley i Colorado, bestyrkede ham i hans afvisning af den vestlige samfundsmodel. I artikler og breve beskrev Qutb sin opfattelse af USA. I et brev til forfatteren Tawfiq al-Hakim fortæller han således om, hvordan han befinder sig i »dette mægtige, absurde 'værksted', som de kalder ?den nye verden'.« Han fortæller, at disse »amerikanere mangler én ting - på et tidspunkt, hvor Amerika ophober alt - én ting, der ikke har nogen værdi for dem... sjæl.« Og han nævner, at ved »et af deres universiteter blev en doktorafhandling indleveret - og blev faktisk antaget - om ?den bedste måde at vaske tallerkener på'. Det var dem tusind gange kærere og mere vigtigt end en afhandling om Evangeliet, om ikke vigtigere end Evangeliet selv...«

I 1951 vendte Qutb tilbage til et turbulent Mellemøsten. Dønningerne fra Israels oprettelse i 1948 havde ikke lagt sig, og i juli 1952 tog oberst Nasser og hans »Frie Officerer« magten i Egypten. Qutb knyttede kort efter sin hjemkomst forbindelse til Det muslimske Broderskab, der støttede revolutionen, for i 1953 formelt at slutte sig til broderskabet. Officererne og broderskabet havde en fælles interesse i sociale reformer, men det skulle vise sig, at der var mere, der skilte dem. Nasser valgte den arabiske nationalisme som politisk platform for senere at bevæge sig mod arabisk socialisme. I 1954 blev broderskabet anklaget for at stå bag et attentatforsøg på Nasser, det kom til omfattende arrestationer, og Qutb blev idømt 15 års fængsel. Qutb tilbragte størstedelen af tiden på fængselshospitalet, men først efter at have været udsat for særdeles hårdhændede torturmetoder.

Årene i Nassers - den moderne faraos - fængsler blev skelsættende for Qutb og de øvrige fanger fra broderskabet, og der går en lige linje fra radikaliseringen i disse år til de ekstreme grupper, der fra 1970erne greb til vold og myrdede præsident Sadat i 1981.

På grund af sine tilsyneladende relativt gode afsoningsforhold kunne Qutb fortsætte en omfattende skribentvirksomhed i fængslet. Han færdiggjorde sit hovedværk, den omfangsrige korankommentar I Koranens skygge, og han skrev bøger som Fremtiden tilhører denne religion og det radikale manifest Milesten. I bøgerne fremsatte Qutb en række tanker, der skulle få stor betydning for den senere islamisme i såvel dens mere som dens mindre radikale varianter.

Rejsen til USA havde overbevist Qutb om den moderne verdens moralske fordærv og gudløshed. Amerikanerne var sofistikerede barbarer. Intellektuelt havde de drevet det vidt. Qutb kunne henvise til deres formidable evne til at producere, til deres fabrikker, laboratorier og museer. Men åndeligt var de aldeles umodne, optaget af mode og overfladiske forlystelser, voldsfikserede, sexfikserede og vildfarne.

Bedre var det ikke i Østblokken med dens marxistiske filosofi. Tilværelsen var også her reduceret til materielle spørgsmål. Hvem kunne stå op imod denne dårligdom? Bolværket mod supermagternes barbari skulle være den islamiske civilisation, men islam eksisterede praktisk taget ikke længere!

Så radikal blev Qutbs konklusion i løbet af fængselsårene. Når Qutb skulle beskrive dette moderne barbari, anvendte han begrebet jahiliyya, der traditionelt havde betegnet forholdene blandt de hedenske arabere i tiden før Koranens åbenbaring. Qutb var ikke den første, der brugte begrebet polemisk mod sin samtid, men forestillingen om, at jahiliyya også i den »muslimske« verden var blevet altdominerende, var en markant nyskabelse.

Det basale problem bag alle overfladefænomerne, mente Qutb, var, at mennesket ikke anerkendte Guds absolutte herredømme og suverænitet. Det var ikke tilstrækkeligt, at en muslim hævdede at tro på Gud. Sand tro fordrede, at muslimen viste sin anerkendelse ved beredvilligt at lade Guds lov, shariaen, være grundlaget for såvel det personlige liv som for samfundslivet. Shariaen skulle alene baseres på Koranen og profeten Muhammeds sunna (hans »sædvane«, der var overleveret i de klassiske traditionssamlinger), og forsøg på at lovgive uden om disse kilder var et angreb på det guddommelige prærogativ. Ved at godtage menneskeskabte love gjorde man sig reelt skyldig i den værste synd i islam, flerguderi: man guddommeliggjorde andre mennesker og gjorde dermed oprør mod Gud.

Årsagen til, at det var gået så gruelig galt i den muslimske verden, fandt Qutb primært i de »sataniske« kræfter, der nådesløst havde angrebet islam siden kolonitidens begyndelse.

I sin beskrivelse af kampen mellem de troende og deres fjender var Qutb tilbøjelig til at tænke i meget stærke modsætninger som Guds parti og Satans parti. Hermed var der angivet en modsætning mellem godt og ondt, islam og jahiliyya, der udgjorde grundlaget for en ekstremt konfrontatorisk opfattelse af forholdet til alle anderledes tænkende, ikke-muslimer såvel som muslimer. Og ligeledes i tråd med senere radikale islamister tænkte han ofte historien sammen til ét.

De grupper, Muhammed stod overfor i 600-tallet - jøder, kristne og flergudsdyrkere - identificeredes i nutiden som zionister, korsfarere og kommunister. Ofte blev jøderne eller zionisterne dog udpeget som islams hovedfjende, og Qutb henviste flere gange til det anti-semitiske falsum, bogen Zions Vises Protokoller som støtte for sine synspunkter.

Samtidig med, at islam havde været under angreb fra ydre fjender, var tingene blevet forværret af, at lærde i den muslimske verden havde givet efter for presset. De havde, mente Qutb, fortolket islam på en måde, der var i direkte modstrid med religionens natur. Folk som inderen Sayyid Ahmad Khan (død 1898) og egypteren Muhammad Abduh (død 1905) havde for eksempel søgt at forstå jihad som et defensivt princip, mens jihad i den klassiske forståelse både havde kunnet betegne offensiv og defensiv krigsførelse. Qutb havde kun foragt tilovers for denne form for apologetiske nyfortolkninger.

Qutb blev overbevist om, at modstanden mod jahiliyya måtte komme fra en engageret elite, en fortrop, der satte sig for at udbrede islam. Bevægelsen kunne finde planen for sit virke og sin jihad i Koranen, sunnaen og islams tidligste historie. Muhammeds forkyndelse i Mekka, modstanden mod ham, udvandringen til Medina, slagene mod mekkanerne og senere andre på Den arabiske Halvø og islams endelige sejr - disse basale træk i forløbet, islams grundlæggelsesmyte, ville atter udspille sig, men fordrede en engageret gruppe. Mens Qutb tilsyneladende ikke forestillede sig en umiddelbar voldsanvendelse i forsøget på at forandre samfundet, ville en voldelig jihad på et tidspunkt være nødvendig i konfrontationen med jahiliyya. I første omgang gjaldt det om at få dannet et muslimsk samfund, derpå var det i det lange løb islams natur at ekspandere globalt.

Qutb var ikke blevet glemt i fængslet. Mange steder i den muslimske verden var der opmærksomhed omkring ham, og ved den irakiske præsident Arefs mellemkomst blev han nogle år før tiden løsladt i 1964. Qutbs engagement i den islamistiske sag var dog usvækket, og allerede det følgende år blev han atter arresteret og anklaget for at konspirere mod staten. Hvad der end var sandheden i denne anklage, endte han sit liv i en galge, men hans livshistorie og hans værk levede videre som inspiration for den senere islamisme.

Man står måske tilbage med spørgsmålet: hvorfor valgte Qutb islam som løsningsmodel og hvorfor gjorde han det med en så ekstrem konsekvens? Selvom religion i mange år ikke spillede den store rolle i Qutbs liv, var han dog opdraget som muslim og havde som barn lært Koranen udenad. I løbet af sine år som forfatter og kritiker var han begyndt atter at interessere sig for Koranen, og han udgav i 1940rne to bøger om det, han så som Koranens kunstneriske fortrin. Denne litterære tilgang bar han med sig i sin islamistiske periode, og i sin korankommentar fremlagde han sin stærkt personlige vision, som han anså for at være den eneste sande fortolkning af islam.

Han var samtidig begyndt at engagere sig i sociale spørgsmål. Vestlige udviklingsmodeller havde mistet deres tiltrækning, blandt andet på grund af det, der af mange blev opfattet som en ydmygende britisk dominans i Egypten, og på grund af de vanskelige sociale vilkår efter Anden Verdenskrig og den vestlige støtte til Israels oprettelse. Af sådanne grunde blev islam, der allerede af Det muslimske Broderskab var opfattet som en social og politisk kraft, et tiltrækkende og kulturelt »autentisk« alternativ.

Qutbs ekstreme opfattelse af islam hang sammen med hans personlige karaktertræk. Han var tilbøjelig til at tænke i stærke modsætninger og til at engagere sig fuldt og helt for en sag, når han først havde valgt ståsted. Det er dermed i krydsfeltet mellem brede strømninger i det egyptiske samfund og en særegen og på mange måder visionær personlighed, man skal søge en forståelse af Qutb.

Qutbs historie illustrerer således én udviklingstendens i den moderne muslimske verden. Det er historien om at skabe sin egen identitet, om at forsøge et opgør med vestlig indflydelse og om politisk og religiøs radikalisering. Og det er en historie, hvorfra der går tråde til nutidens globale problemstillinger, hvad enten det drejer sig om al-Qaeda inspireret terrorisme eller de bredere islamistiske bevægelser.