KRONIK

Af Peter Lodberg, lektor på Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet

Statsminister Anders Fogh Rasmussens valgsejr er historisk

For tredje gang kan han danne regering og gå over i Venstres partihistorie som den mest vindende formand. Grundlaget for VK Regeringen III er blevet præsenteret, og valgets løfter skal indfries. Nu skal der rækkes ind over midten og inviteres til brede forlig om u-landsbistand, asylpolitik, klima og skat. Fogh Rasmussen skal vise, om der er tilstrækkelig sammenhængskraft i folketinget til at gennemføre de store reformer efter et valg, som splittede vælgerne i en rød og blå blok.

Anders Fogh Rasmussen betoner ofte betydningen af ordet sammenhængskraft. Han anvendte det under valgkampen, og det indgår i regeringsgrundlaget, når det understreges, at vi har en god sammenhængskraft i Danmark, der sikrer et trygt samfund, hvor der ikke er for store skel mellem befolkningsgrupperne. Det er regeringens mål, at Danmark kan bevare positionen som et af de samfund, hvor de sociale og økonomiske skel er mindst, og sammenhængskraften er stærkest.

Sammenhængskraft er det nye ord for folkelighed. Det er blevet brugt af både Karen Jespersen og Poul Nyrup Rasmussen i tidligere socialdemokratiske regeringer, og Karen Jespersen har som socialminister kaldt sig minister for sammenhængskraften i Danmark. Hun introducerede ordet allerede i 1997 i den politiske diskussion efter inspiration fra EU. Her var man bange for at globaliseringen ville støde de svageste grupper i medlemslandene ud i social fattigdom, fordi de ikke ville være i stand til at omstille sig til nye arbejdsopgaver, når de gamle forsvandt til Asien eller Afrika. Nyrup Rasmussen var bange for globaliseringens centrifugalkraft og insisterede på uddannelse til alle, så ingen ville blive kastet ud af samfundet, når globaliseringens hjul malede

Det er umuligt at høre forskel mellem Rasmussen I og Rasmussen II, når de begge betoner nødvendigheden af en sammenhængende strategi, der skal sikre Danmark en central placering på de globale markeder, så vi fortsat kan have en stærk økonomi med små forskelle mellem rig og fattig samt en stærk sammenhængskraft. Men på et område adskiller Fogh Rasmussen sig fra sin forgænger.

Efter Muhammed-krisen lagde den nuværende statsminister en værdimæssig dimension til sin forståelse af sammenhængskraft. Han opfordrede til, at man holder religionen inden døre, fordi for megen religion i det offentlige rum truer med at ødelægge samfundets sammenhængskraft. Statsministeren var øjensynligt blevet bange for den betydning, islam havde fået i den offentlige debat, og han spillede derfor det liberalistiske kort, hvor religion altid er en privatsag.

Anders Fogh Rasmussen fremhævede folkekirken og dens kristendomsopfattelse som en religion, der havde lært at tilpasse sig det liberale, demokratiske samfund, hvor man ikke blander sig i samfundets politiske anliggender. Det har statsministeren principielt ret i. Præster, biskopper og menighedsråd udsender under normale omstændigheder ikke erklæringer, hvor de går ind i dagsaktuelle spørgsmål. Der er dog undtagelser, og den meste markante var biskoppernes hyrdebrev i oktober 1943, hvor folkekirkens biskopper protesterede mod nazisternes jødeforfølgelse. Senest har en gruppe præster opfordret myndighederne til at sikre ordentlige forhold for de irakiske asylansøgere. Det er som bekendt en sag, der fortsat diskuteres, og regeringen gentager i regeringsgrundlaget sit løfte fra valgkampen om at løse problemet.

Folkekirkens biskopper og præster kan altså spille en rolle i offentligheden. Men det sker i respekt for, at det er politikerne, der må træffe de konkrete beslutninger. Dermed er folkekirken med til at bidrage til sammenhængskraften i Danmark, fordi den bevidner betydningen af centrale værdier i det danske samfund som f.eks. hjælp til de svageste, medmenneskelighed og respekt for mennesker med en anden tro. Disse værdier er ikke kun private, men også offentlige og af betydning for hele det danske samfund. En fælles forståelse af tolerance, frihed og retfærdighed hører med til det, som binder et samfund sammen. Værdier kan komme mange steder fra, men de kommer også fra en folkekirke, der dels vedkender sig et offentligt medansvar for samfundets udvikling, dels respekterer demokratiet som forudsætning for politisk diskussion og beslutning.

Fogh Rasmussen har i regeringsgrundlaget udeladt den værdimæssige dimension af sammenhængskraften. Det hænger måske sammen med, at hans projekt lykkedes, og at religion (læs: islam) ikke længere truer sammenhængskraften i det danske samfund. I stedet kan han koncentrere sig om at forny sin kontraktpolitik, der er nært forbundet med ideen om sammenhængskraft.

Statsministeren viser sig som en sand liberalist, når han bruger billedet om kontrakten mellem borger og regering. Den enkelte er ansvarlig for selv at udnytte samfundets muligheder, og kontrakten hjælper til at opnå de mål, som man ikke kan opnå alene. Kontrakten hviler på, at begge parter kan opfylde kontrakten. Formålet er at præstere, og så snart det sker, er samarbejdet ikke længere nødvendigt. Kontrakten markerer dermed, at der er klare grænser for, hvor langt engagementet skal række. Indsatsen er begrænset til at opfylde de opstillede mål i kontrakten. Endelig er kontrakten præget af gensidighed. Hvis den ene part ikke lever op til kontrakten, bliver man straffet. Overholdelse af en kontrakt afhænger af, om den anden part overholder sin del af aftalen. Princippet om noget for noget er bygget ind i kontraktpolitikken.

De seneste år har vist, at kontraktpolitik er vanskelig at gennemføre. Mange mennesker opfatter ikke deres forhold til andre mennesker, arbejdspladsen eller de offentlige institutioner som et kontraktforhold. Ikke alle er tilfredse med blot at skulle opfylde en kontrakt, hvis de kan se, at det ikke er nok til at sørge for en ordentlig pleje af de ældre. De vil have, at der skal være plads til at gøre mere, end samfundskontrakten pålægger dem. Et andet problem med kontraktpolitikken er, at det kan være vanskeligt at fastlægge alle elementer i kontrakten på forhånd, fordi forholdene kan ændre sig. Kontraktpolitikkens problem ligger i selve begrebet kontrakt. Det er næsten umuligt at bruge om mennesker, der indgår i sociale relationer med hinanden. Kontrakt signalerer stivhed, hårdhed og til tider umenneskelighed.

Fogh Rasmussen har øjensynligt erkendt problemerne med kontraktpolitikken, og hemmeligheden bag hans valgsejre er, at han har formået at koble sammenhængskraften på sin kontraktpolitik. Han har formået at forene den liberale tanke om individets frihed med den kommunitaristiske idé om fællesskabets betydning. Dermed er der opstået en hel ny ideologi, som man kunne kalde ”foghismen” eller kommunitarisk liberalisme.

Hvis det er rigtigt, at Poul Schlüter lagde ideologien død, så har Fogh Rasmussen vakt den til live igen på en helt ny måde. Derfor har den nuværende statsminister også været i stand til at forene sine egne interesser for globalisering og liberalisme med Dansk Folkepartis nationalkonservatisme. Under normale omstændigheder kan disse modsætninger ikke forenes, men Fogh Rasmussen kan. Han har indadtil vundet sammenhængskraft i Danmark og brugt Dansk Folkeparti til at føre kampene, mens han udadtil har kunnet optræde som direktør i Danmark A/S, der har kunnet tage kampen op på de internationale markeder med udenlandske konkurrenter. Danmark er ikke længere en brugsforening, som Palle Lauring sagde, men er blevet en veldrevet offentlig-privat virksomhed, der baserer sig på det efterhånden verdensberømte princip om flex-security. Det gælder om at kunne forene fleksibilitet og tryghed på samme tid, hvis man skal vinde et valg. Det kunne Anders Fogh Rasmussen, fordi han genopfandt ideologien i en ideologiløs tid.