En undersøgelse af, hvordan den kristne forestilling om den ubetingede kærlighed og tilgivelse teo-logisk og antropo-logisk (etisk) forstået genfindes i refleksioner over digtningen og navnlig romangenren hos filosoffer og digtere, der kan siges at tilhøre en post-kristen (post-religiøs) epoke: Benjamin, Camus, Murdoch, Kundera m.fl.
Kristendommen rummer en grundlæggende indre spænding mellem det absolutte sandhedskrav (’jeg er vejen, sandheden og livet’, synds erkendelse ) og den ubetingede fordring om næstekærlighed – en dobbelthed, der undertiden kan udvikle sig til en decideret (uforsonlig) konflikt, som enten må fastholdes i en kontrastdialektik eller fordrer en prioritering. Med afsæt i bl.a. klassisk pragmatisme og utilitarisme søger projektet at indkredse konfliktens principielle karakter for derpå – under inddragelse af bl.a. Nietzsche og Rorty samt af centrale skønlitterære forfatterskaber (Ibsen, Th. Mann, Blixen) – at applicere den på digtningen, i hvis erkendelsesmæssige hhv. etiske potentiale konflikten gentager sig en miniature .
Projektet skal søge både at indkredse og sammentænke to tilsyneladende uforenelige spor i Blixens forfatterskab: en radikal Nietzsche-inspireret kristendoms- og etikkritik, der bl.a. kommer til udtryk i en gennemgribende transformation af de bibelske fortællinger, og en ligeså radikal (hæretisk) kristen tradition for tanken om alles frelse – en frelse, der i Blixens tilfælde knyttes til en næsten messiansk forståelse af kunstner-skikkelsen