Lektor, Afd. for Systematisk Teologi, Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet.
Efter at statsmagten og den kirkelige reformbevægelse havde samarbejdet om Vesteuropas fornyelse (ca. 900-1054), var begge i den gensidige berigelse blevet så mægtige, at samarbejdet blev til magtkamp. Den følgende periode, højmiddelalderen (1054-1300), er stærkt præget af denne magtkamp mellem kejser og pave, mellem imperium og sacerdotium. Lederen af den hastigt voksende og indflydelsesrige cistercienserorden, Bernhard af Clairvaux (1090-1153), står i denne sammenhæng som en medierende personlighed, idet han også er en ledende skikkelse i europæisk politik, både kirkeligt og ”statsligt”, eksemplificeret i hans agitation for 2. korstog (1147-49).
Formålet med dette projekt er at undersøge, hvilken indflydelse Bernhards teologi og cisterciensernes spiritualitet med det udtalte socialiserende kærlighedsprogram har øvet på det gamle Europa. Det har været hævdet, at Bernhard ønskede et pavens verdensherredømme. Imidlertid er det væsentligt at inddrage det forhold, at cisterciensernes spiritualitet formedes i relationen individ-samfund, og at Bernhard med udgangspunkt i denne spiritualitet i høj grad kunne være en skarp kirkekritiker. Det er altså spørgsmålet, hvilken rolle forholdet individ, samfund og socialisering (kultur) spiller i Bernhards teologiske og politisk overnationale program. Det vil også være relevant at sammenligne med situationen i dag, både forholdet mellem kristendommen og jødedom/islam og pavedømmets indflydelse på den globale politik