Morten Brænder

UNIVERSITETETS HJEMMESIDE

Det Teologiske Fakultet

Tema 3: Religion, politik og ret

DU ER HER: TEMA 3 » Deltagere » Morten Brænder

Morten Brænder

Ph.d.-studerende, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

Den civilreligiøse legitimering af krigen mod terror, religion og politik i det 21. århundrede

Jeg er cand.mag i idéhistorie og religionsvidenskab og ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

I mit projekt "Den civilreligiøse legitimering af krigen mod terror, religion og politik i det 21. århundrede", har jeg til hensigt at sammenligne brugen af religiøse narrativer i den politiske retorik og blandt soldater i tre forskellige cases:

  • I tiden umiddelbart efter den 11. september 2001
  • I legitimeringen af krigen mod Irak
  • I den krise som oprøret i Irak og Abu Graib-affæren har forårsaget.

Formålet med en sådan sammenligning er dobbelt. For det første vil jeg - på baggrund af at det kun giver mening at tale om en civilreligiøs legitimering for så vidt som en sådan legitimering både kan påvises som politisk ytring og som social faktor - undersøge, hvorvidt der er sammenhæng mellem måden, hvorpå krigen mod terror legitimeres på henholdsvis system- og aktørniveau. For det andet - eftersom den nuværende konflikt i Irak kan siges at udgøre et arketypisk eksempel på en problemstilling som har været tilstedeværende i USA's tilgang til konventionel krigsførelse siden Vietnamkrigen - er det min hensigt at påvise, at den historisk set dominerende amerikanske militærstrategi, ifølge hvilken sejr fordrer en fuldstændig nedkæmpelse af fjendens styrker, indeholder klare religiøse aspekter, og at en forståelse af disse aspekter indeholder nøglen til at forklare, hvorfor både den amerikanske administration og det amerikanske militær har så svært ved at tilpasse sig det 21. århundredes lavintensitetskonflikter.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 04.03.2010