Det er målet at belyse, hvilke faktorer der blev betydende for, at kristendommen dels udviklede en normativ skrifttradition, dels forholdt sig til, hvordan denne tradition legitimt kunne fortolkes. Kristendommen udviklede sig fra en karismatisk bevægelse til at blive institutionelt mere organiseret. Den tætte binding til jødedommen ændrede karakter, og kristendommen blev mere synlig som selvstændig religion. Tillige udvikledes en række alternative udlægninger af kristendommen, hvilket skabte et behov for en autoritativ tekstsamling, bindende læreudsagn, regler, dogmer og en embedsstruktur.

Denne institutionsbestemte udvikling har sammen med en række mere anonyme processer haft betydning for den kristne kanondannelse. Mange tekster var allerede indfældet i en gudstjenestelig praksis samt i undervisning, hvilket bidrog til den kristne kanons udformning. Ligeledes er det betegnende, at religiøse grupper har konsolideret deres identitet og samtidig afgrænset sig fra andre religiøse og sociale grupper gennem favorisering af bestemte tekstsamlinger. Nogle tekster tillagdes en større grad af sandhed end andre. Det indebar, at bestemte tekster blev opfattet som normative og værdiskabende for den religiøse gruppes moral og verdensanskuelse. Den gudstjenestelige og sociale proces betød i sidste instans, at de samme tekster fik betydning for de retningslinjer, hvorunder de kunne legitimere deres egen berettigelse.

Med til udviklingen hørte en forskydning fra det mundtlige til det skriftlige. Fikseringen af sproget betød, at den skriftlige fortælling ikke i samme grad som den mundtlige kunne justeres efter tilhørernes forventninger. Vi finder den tendens i den historiske udvikling, at der opstod dissonans mellem en fortidig teksts udtryk og de værdier og anskuelser, der udvikledes i den efterfølgende tid. Som overvindelse af denne disharmoni og som led i legitimationen af tekstens normative status blev udviklingen af særlige fortolkningsstrategier nødvendig.  Især fire forhold må i denne kontekst fremhæves:

Kristendommens forhold til jødedommen

Hvilken betydning havde den tidlige kristendoms binding til jødedommen for opfattelsen af de bibelske tekster? Hvordan var den jødiske bibel afgrænset? Hvad betyder det, at de kristne brugte skrifter af jødisk oprindelse?

Kristendommens forhold til den antikke græsk-romerske kultur

I hvor høj grad har relationen til den øvrige græsk-romerske kultur været medvirkende til at fokusere på dannelsen af en kristen skrifttradition som alternativt dannelsesgrundlag? Hvordan påvirkede de antikke tekster kristendommen? Disse spørgsmål omfatter både den kristne religions anvendelse af græsk filosofi og af græsk mytologi og ikonografi.

Kristendommens indflydelse på den græsk-romerske omverden

I hvor høj grad har de kristne skrifter påvirket græsk-romerske samfundsforhold såsom politik, jura og moral, og i hvilken udstrækning kan en sådan påvirkning tilskrives teksternes særlige, normative status?

Kristendommens udvikling hen imod ortodoksi

her forstået som den dominerende kirkeinsititutions lære. I den kristne tids første fase (1.-3. årh.) skyldtes konflikten mellem kirkens hovedretning og heterodokse fortolkninger (fx montanisme og gnostiske strømninger) uenighed om skriftens fiksering, dens kanoniske status samt fortolkning. Kilderne fra Nag Hammadi har bidraget til at kaste lys over fortolkning og teksternes betydning i forholdet mellem ortodoksi og hæresi. I den kristne histories senere fase (3.-6. årh.) herskede der derimod enighed om skriftens kanoniske status. Nu drejede konflikten sig alene om fortolkningen. Det førte til interne dogmatiske stridigheder. Alle disse forhold leder frem til en systematisk-teologisk diskussion af, hvornår der kan tales om legitim og berettiget fortolkning.